Spring til hovedindhold
Book

Tvillinger vil være maskinmestre

Simon og Bjørn er 19 år, fra Holbæk og tvillinger. De er begge i gang med deres 3. år på hf-søfart, og er meget seriøse omkring deres uddannelse. Målet er for begge at læse videre til maskinmester, men ikke nødvendigvis på samme skib.

Tvillingerne har allerede fået kontrakter med Mærsk, så de kan tage ud at sejle, når de har afsluttet deres eksamener til sommer.

Har altid fulgtes ad og har samme interesser

Som så mange andre tvillinger har Simon og Bjørn altid været meget sammen. De gik i samme klasse i folkeskolen, de valgte samme unikke ungdomsuddannelse og 1. marts flyttede de sammen i en fælles lejlighed.

- Det har været fedt at bo på søfartsskolen. Der er jo sådan lidt en efterskolestemning med liv på gangene og masser af hygge. Det er rigtig godt at starte med, for så keder man sig aldrig og der er nogen at spise sammen med. Men nu trænger vi til at komme lidt væk og få vores eget, siger Bjørn.

Han fortæller også, at han godt kan lide at rode med gamle knallerter og derfor har en stor interesse for motorer. Han og Simon blev interesseret i sejlads, da deres forældre købte en båd på Malta, der skulle sejles hjem til Danmark. Det var 7 uger til søs, så de fik prøvet at være på vandet i længere tid.

- Det er også derfor, at vi valgte hf-søfartsuddannelsen, fortæller Simon. Her får vi jo en hf, samtidig med at vi arbejder med vores interesser. Det er superfedt.

To valglinjer på hf-søfart

Hf-søfartsuddannelsen tilbydes med to valglinjer i Svendborg. Den ene er en nautisk linje, som i særlig grad peger frem mod uddannelsen som navigatør og skibsfører. Den anden er en maskinteknisk linje, som er tonet mod uddannelsen til maskinmester eller lignende tekniske uddannelser.

Simon og Bjørn har valgt maskinmesterlinjen. Det betyder, at de har flere maskintekniske fag og arbejder mere på værkstedet.

- Når man starter med værkstedslære, drejer det sig om at lære en masse grundfærdigheder som fx at file, bruge en nedstryger og svejse. På maskinmesterlinjen lærer vi mere avanceret værkstedsarbejde som fx stillingssvejsning, fortæller Simon. Det betyder, at vi nu også kan svejse lodret, som er noget sværere end at svejse vandret.

Kontrakter med Mærsk

Simon og Bjørn har allerede fået kontrakter med Mærsk, og de skal ud at sejle, når de har afsluttet deres eksamener til sommer. De regner med, at de kommer afsted hver for sig – og det vil nok også være rart, fortæller de, efter stort set at have været uadskillelige i 19 år. Men – som de selv siger med smil i stemmen: Lander vi på samme skib, så går det nok også. De drømmer begge om at komme ud og sejle og se verden i nogle år. Hvad fremtiden derefter bringer, må tiden vise.