Spring til hovedindhold
Book

Studie- og ordensregler

Studie- og ordensregler

På HF & VUC FYN har vi fokus på at skabe et godt undervisningsmiljø og god trivsel blandt elever, kursister og ansatte. Det har vi for at sikre de bedste rammer for den enkeltes læring og for at understøtte den demokratiske kultur, som vi ønsker, skal kendetegne vores skole. 

Skolens studie- og ordensregler er det fælles sæt af regler, der hjælper os med til at sikre et godt undervisningsmiljø og god trivsel. Reglerne supplerer de almindelige normer for god orden og godt samvær med respekt for hinanden og vores forskelligheder.

Studieregler – om deltagelse i undervisningen

 

  • Studieaktivitet
    Du har pligt til at være studieaktiv. Det betyder, at du skal møde til tiden og være velforberedt, og at du, skal deltage aktivt i undervisningen, herunder terminsprøver og andre prøver samt aflevere skriftlige opgaver til den aftalte tid.
    Dine lærere vil løbende evaluere din studieaktivitet og faglige progression i samarbejde med studievejledning og ledelse for i dialog med dig at give dig et meningsfyldt uddannelsesforløb. Hvis du i en kortere periode får problemer med at være studieaktiv, forventer vi, at du hurtigt kontakter dine lærere, så I sammen kan lægge en plan for, hvordan du kommer i gang igen. I tilfælde af længerevarende fravær kan du blive afkrævet en lægeerklæring, som du selv skal betale.
    Aktiv deltagelse i undervisningen er en betingelse for, at du kan få SU, SVU eller støtte fra jobcenter eller kommune. Det er også en betingelse for at få et ungdomskort.
    Skolen har pligt til at indberette, om du deltager aktivt i undervisningen.
  • Mødepligt og fravær
    Du er selv ansvarlig for at være opdateret om skemaændringer, som du kan se i LudusWeb. Undervisningen kan lægges uden for den skemalagte undervisningstid, og det forventes, at du deltager, medmindre andet aftales med din underviser. Læs mere om reglerne for fraværsregistrering
    HF & VUC FYN følger løbende op på dit fravær. Vi ser både på, om du har fravær fra undervisningen, og på eventuelle manglende afleveringer af skriftlige opgaver. Der er ikke en fast grænse for, hvor stort dit fravær må være. Fraværet må ikke have et omfang, så det i væsentlig grad svækker dit faglige standpunkt i et eller flere fag. Hvis skolen vurderer, at dit fravær er for stort, vil vi iværksætte passende sanktioner. Skolens ledelse kan fx forlange, at du møder på angivne tidspunkter og får rettet op på de manglende skriftlige afleveringer. Dette kan også være efter skoletid.
    Hvis ikke du følger den obligatoriske undervisning, afleverer de skriftlige opgaver og går til prøver og eksamener efter de regler, der gælder for uddannelsen, kan skolen vurdere dig som studieinaktiv. Hvis dette sker, bortfalder din ret til SU - og hvis ikke du efterfølgende overholder mødepligt og afleveringspligt og indhenter det forsømte, kan du ende med at blive udmeldt.
  • Informationsforpligtelse
    Det forventes, at du holder dig orienteret på skolens intranet (vucfyn.net) og i Ludus Web, og at du er forberedt på, at du løbende kan modtage post fra skolen som Digital Post, som du forventes at reagere på med kort varsel.
    • Snyd
      Det er ikke tilladt at snyde eller plagiere ifm. de skriftlige afleveringer og til dine prøver og eksamener. Du kan læse mere om retningslinjerne for snyd og plagiat ifm. skriftlige afleveringer, prøver og eksamen her: Retningslinjer ifm. snyd og plagiat

Ordensregler - almindelige regler for orden og samvær

 

  • Omgangstone, støj og larm
    Skolen lægger vægt på en fri og uhindret kommunikation mellem alle. Vi optræder åbent, imødekommende og med respekt for andre og anvender en god tone i skrift og tale – både på og uden for skolen og i det virtuelle rum (fx på sociale medier). Fri og uhindret kommunikation forudsætter, at vi kan se hinandens ansigt.
  • Brug af pc/MAC, tablet og mobil mv.
    Du skal følge din undervisers anvisninger, herunder brug af fx pc og mobil i undervisningen. Du må ikke lave lyd- eller billedoptagelser af kursister og ansatte uden deres samtykke. Du må heller ikke dele lyd- eller billedoptagelser. I grove tilfælde kan det føre til politianmeldelse.
  • Trusler, vold, mobning og krænkende adfærd
    Skolen forventer, at du er engageret, tolerant, respektfuld og ansvarlig over for det fællesskab, som du er en del af. Skolen tager klart afstand fra enhver form for nedværdigende eller seksuelt krænkende adfærd kursisterne imellem eller mellem kursister og ansatte. 
    Vi reagerer i overensstemmelse med skolens antimobbepolitik, hvis du udsættes for eller udsætter andre for trusler, vold, mobning og krænkende adfærd (se handleplan for krænkende adfærd her). Reglen gælder for din adfærd i både skole- og fritid (også på de sociale medier), hvis et evt. regelbrud kan relateres til og påvirke skolefællesskabet.
  • Røgfri skole 
    HF & VUC FYN har røgfri skoletid og skole. Det betyder, at du ikke må bruge nogen form for tobak eller nikotinprodukter, fx skrå, cigaretter, e-cigaretter eller snus i skoletiden. Rygning har direkte indflydelse på undervisningsmiljøet, derfor gælder denne regel også uden for skolens område i skoletiden. Skolen og skolens område er altid røgfrit.
  • Rusmidler
    Det er ikke tilladt at anvende rusmidler i nogen form på skolen eller at møde påvirket til undervisningen jf. vores rusmiddelpolitik. Ved konkret mistanke kan skolen vælge at foretage en test for alkohol og andre rusmidler.
  • Religiøse ritualer og missionsvirksomhed 
    Vi respekterer den enkeltes ret til at have sin religion. Det indebærer også, at man skal kunne være her uden at føle sig forfulgt af anderledes troende. Religiøse ritualer og missionsvirksomhed må derfor ikke finde sted på skolen. Tilskyndelse eller påvirkning til ekstreme eller fundamentalistiske holdninger og adfærd i strid med skolens formål må ikke finde sted. Anden adfærd, der kan fremme ovennævnte holdninger og adfærd herunder kontrol og stalking af andre kursister, må ikke finde sted. 
  • Bygninger og inventar (herunder it-udstyr)
    Vi skal passe godt på skolens bygninger og inventar. Det betyder bl.a. at du rydder op efter dig på skolens areal. Du må kun anvende skolens lokaler til studierelevante aktiviteter, herunder undervisning, gruppearbejde, lektiecafe, samtaler med en lærer eller en vejleder, forberedelse til eksamen mv. Spar på vand, el og varme. Sluk lyset hvor du kan og luk vinduer og døre, når du går.
  • Bøger og andet undervisningsmateriale
    Du er personligt ansvarlig for lånte materialer og vil blive afkrævet erstatning, hvis de bliver væk, eller du ødelægger dem.
  • Eksamen
    Reglerne ved skriftlige og mundtlige prøver er beskrevet på intranettet og hjemmesiden. Det er vigtigt at være bekendt med reglerne.

Sanktioner

Studie- og ordensreglerne er forpligtende. Det betyder, at HF & VUC FYN kan gribe ind, hvis de overtrædes. Ved mindre overtrædelser af studie- og ordensreglerne kan HF & VUC FYN mundtligt eller skriftligt give en pædagogisk tilrettevisning. I andre tilfælde kan skolen give en skriftlig advarsel. En skriftlig advarsel bortfalder normalt efter et år, medmindre andet fremgår af den konkrete afgørelse i den enkelte sag.

Ved overtrædelse af HF & VUC FYNs studie- og ordensregler, som ikke sanktioneres med en skriftlig advarsel, vil en eller flere af følgende sanktioner blive anvendt:

  1. Hel eller delvis udelukkelse fra arrangementer eller aktiviteter, fx fester.
  2. Midlertidig udelukkelse fra undervisning i indtil 10 skoledage. HF & VUC FYN registrerer i givet fald kursistens fravær under udelukkelsen som fravær.
  3. Forbud mod, at man i en nærmere bestemt periode medbringer og anvender bestemte genstande, fx mobiltelefoner.
  4. Overflytning til en anden afdeling eller klasse/hold i organisationen med henblik på, at kursisten gennemfører sin uddannelse der.
  5. Udmeldelse eller bortvisning fra uddannelsen.

Som led i behandlingen af en sag efter dette regelsæt kan HF & VUC FYN beslutte at hjemsende den pågældende kursist midlertidigt eller at begrænse kursistens adgang til skolen, mens sagen undersøges nærmere.

Midlertidig hjemsendelse eller midlertidig begrænset adgang til skolen er muligt i følgende situationer:

  1. Situationer, hvor det anses for påkrævet af hensyn til den almindelige retsbevidsthed på skolen om overholdelsen af HF & VUC FYNs studie- og ordensregler. Dette kan fx være tilfældet, når det er anmeldt til politiet, at kursisten har foretaget en voldelig, truende eller i øvrigt ulovlig handling, som kan have direkte betydning for ordenen og samværet på skolen, og som i givet fald vil kunne medføre en permanent bortvisning.
  2. Situationer, hvor det anses for påkrævet for at opretholde ordenen og samværet på skolen og andre kursisters og ansattes deltagelse i undervisningen.

HF & VUC FYN kan træffe afgørelse om, at en konkret sanktion alene iværksættes, hvis kursisten overtræder reglerne igen inden for en nærmere bestemt periode.

HF & VUC FYN kan også fastsætte vilkår for en betinget sanktion, som er pædagogisk begrundet, for eksempel:

Inden en nærmere frist udbedrer kursisten skadevirkningerne som følge af kursistens overtrædelse af studie- og ordensreglerne, herunder at kursisten og eventuelt forurettede kursister, ansatte eller andre gennem mægling bliver forligt eller forsonet.

Dertil omfatter HF & VUC FYNs studie- og ordensregler også adfærd uden for institutionen og i fritiden. Dog kun i tilfælde hvor adfærden, fx digital adfærd på sociale medier, har haft direkte indflydelse på undervisningsmiljøet, herunder ordenen og samværet på skolen.

HF & VUC FYNs studie- og ordensregler bygger på Bekendtgørelse om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser, avu-bekendtgørelsens §30 og Bekendtgørelse af lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne.

Klage over skolens afgørelser

En klage over en afgørelse efter bekendtgørelsen eller HF & VUC FYNs studie- og ordensregler skal stiles til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og sendes til den afdeling hos HF & VUC FYN, du er tilknyttet.

Klagen skal være modtaget af HF & VUC FYN senest 10 dage, inklusive dage uden undervisning, efter at du har modtaget afgørelsen. For en klage over en afgørelse efter bekendtgørelse om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser § 5, stk. 2, eller § 6, stk. 1, nr. 1-3, er fristen dog 5 dage, inklusive dage uden undervisning.

Hvis HF & VUC FYN ikke på baggrund af klagen imødekommer den fuldt ud, og du ikke har trukket din klage tilbage, udarbejder HF & VUC FYN sine eventuelle bemærkninger til klagen. HF & VUC FYN sender disse bemærkninger til kursisten, så de er modtaget af kursisten senest 7 dage, inklusive dage uden undervisning, efter at HF & VUC FYN har modtaget klagen. Kursisten skal herefter have haft lejlighed til med en frist på 5 dage, inklusive dage uden undervisning, at fremkomme med sine eventuelle bemærkninger til HF & VUC FYNs bemærkninger til klagen. Sammen med klagen og sine eventuelle bemærkninger sender HF & VUC FYN kursistens eventuelle bemærkninger til styrelsen hurtigst muligt og senest 4 dage, inklusive dage uden undervisning, efter, at HF & VUC FYN har modtaget dem eller efter udløbet af kursistens frist for at fremkomme med sine eventuelle bemærkninger.

Vedtagelse og ikrafttræden

HF & VUC FYNs studie- og ordensregler er vedtaget af HF & VUC FYNs bestyrelse d. 26. oktober 2023 og kursistrådet d. 25. september 2023 i henhold til Bekendtgørelse om studie- og ordensregler m.v. i de gymnasiale uddannelser af d. 09/12/2019.

HF & VUC FYNs studie- og ordensregler træder i kraft d. 1. august 2023.